Det kom ret naturligt.
Jeg brød mig ikke om mig selv mere. Jeg havde brug for at finde ud af, hvem jeg ville var og hvem jeg ville være - og især om der var nogen sammenhæng mellem de to personer.
Det her var ikke sådan en blog jeg havde brug for. Jeg har mere brug for en personligt sted. Hvor jeg er anonym og kan ytre mig som jeg vil. Det har jeg ikke følt jeg kunne her.
Jeg har ikke kunne fortælle hvor meget jeg savnede Michael. Hvor meget jeg fortrød.
Lejligheden var tom. Men heldigvis havde jeg Diesel til altid distrahere og holde selskab.
Desværre døde han mellem jul og nytår.
og jeg gjorde intet for at hjælpe det. Jeg så til fra sidelinjen. Ude af stand til tage beslutningen. til at løse problemet. og i stedet så jeg bare til mens han døde. Og først bagefter forstod jeg, hvor vigtig han egentlig var.
Det er nu 3 uger siden. Der er ikke gået en dag uden jeg har fældet en tåre.
At komme ind af døren gør ondt i hjertet.
Jeg kan havde så meget godt kørende med uddannelsen og arbejde. Plus jeg fik en udvekslingsplads.
Men jeg tror også jeg er nødt til at få mig selv tilbage på sporet. Jeg er nødt til at føle mig som et godt menneske igen. Et menneske som fortjener alle de muligheder jeg får tilbudt.
Og det går fremad.
Overskuddet er tilbage.
Også selvom sorgen over kattens død overvælder mig hver dag.
Og forvirringen over hvad jeg vil med kærlighed plager mig.
Før i tiden plejede jeg at tro på kærlighed. Stærkt religiøst tro på kærlighed.
Men det var også forfærdeligt nemt når man ikke blev såret.
Men kærlighed kan gøre ondt.
Rigtig ondt.
Men jeg tror det er på tide at tro på den igen også.
Det var det sidste herfra.
Jeg sletter ikke bloggen.
Men jeg begynder næppe at skrive på den igen.
Så hellere starte en ny.
Så tak for denne gang. Og tak fordi jeg har måtte dele det med jer kære læsere.
